Amelia Luna

Amelia er en ret særlig pige. Hun er én af de fattige, men hun er svær at få ned med nakken. Hun har meget lidt tilovers for de rige, hun bryder sig ikke spor meget om dem, og vil gøre næsten hvad som helst for at slippe for dem. Hun er en type der passer godt på sig selv, hvilket også er derfor hun altid går rundt med en kniv i sit bælte, så er hun på den sikre side. Hun er oftest i godt humør, og er meget blødhjertet overfor de gamle og de små. Hun er typen der deler hvad hun har med dem der er dårligt stillede. Når hun bliver sur kan hun nemt blive fysisk, især fordi hun ikke kan se sig sur på de fattige. Hun har desværre et mord eller to på samvittigheden, begge rige mennesker der mente at de kunne få hvad der ikke tilkom dem. Så man kan sagtens sige at hun ved hvad hun vil, og ikke giver efter for overhånden. Udadtil er hun ikke en pige med mange følelser, men i det skjulte er hun faktisk ret sød.

Amelia har langt brunt hår, det er forholdsvist glat, men nede i bunden er der lette bølger. Hendes ansigt er meget aflangt og hjerteformet, og øjnene er meget store og meget lyseblå. De er omsluttet af lange øjenvipper, samt meget fintformede øjenbryn. Hendes læber er fyldige, og også en anelse hjerteformede. Hendes hud er meget lys, og følsom overfor solen, samtidig med at den er ren og glat. Amelia er derudover også meget lang og slank bygget, hun er rimelig høj, i hvert fald ikke én af de lave piger på skolen.

Amelia klæder sig oftest i kjoler, dog gør hun dem ofte kortere end de andres. Hun har fundet ud af at fattige ofte må forsvare sig selv, eller kæmpe for hvad de vil have, så hun finder det for besværligt at rende rundt i de store kjoler. I stedet går hendes kjoler hende til knæene. Ofte er det også bare en nederdel med en langærmet trøje til. Hun ses dog også i bukser nogle gange. I de fattige områder er det vigtigere at være praktisk, end at se godt ud. Især taget i betragtning at bukser er mandetøj.

Amelia blev født i et meget fattigt, meget uheldigt kvarter. Alle var ret ligeglade med hvad der skete med dem derhenne, de blev bare efterladt til sig selv. Så hun levede ikke ligefrem rigt. Da hun var omkring syv år døde hendes forældre af en sygdom der havde spredt sig i nabolaget, så en ældre dame, Edith, måtte tage sig af hende. Her levede Amelia trygt, men på ingen måde godt. Der var for meget arbejde for en lille pige, og for lidt at spise. Derfor var hver dag en kamp for livet. Som hun voksede op udviklede hun en forkærlighed for de dårligt stillede, ligesom hende selv, og et inderligt had mod de rige. Dem der havde alt, men bare ikke ville dele.
To gange gik det lidt for vidt. Den første mand hun dræbte, var en mand der bare var spankuleret lige ned i deres gade, og havde forventet at en ung kvinde inde ved siden af, ville gøre som han sagde, bare hun fik noget for det. Kvinden havde allerede mange børn, og var på ingen måde dét som han gik ud fra hun var. Da han ikke ville give op, så Amelia ingen anden udvej, end at følge efter ham som han gik igen – senere altså – og så skar hun halsen over på ham. Selvom det var grusomt, gik det hende aldrig rigtig på. Det han havde udsat dén familie for, var ligeså grusomt. Så det var en retfærdig straf.
Det andet mord var på en ung kvinde. Hun havde været ude at handle, og Amelia havde set hende. Hun havde nægtet at betale en ældre kvinde for de smykker hun ville købe. Hun havde blot spyttet på hende, væltet alle hendes ting ned i mudderet, og var gået med det hun ville have. Selvom det stadig var sjældent at rige folk viste sig i de fattige kvarterer, gjorde de det en gang i mellem. Og Amelia havde følt sig så stødt på den gamles vegne, at denne kvinde var endt på samme måde som den anden mand.
Det var sket to gange i Amelias liv, og hun håbede ikke at det nogensinde ville blive nødvendigt igen.