På en ikke så stille aften

Sted: Gaderne
Tid: 18:30
Vejr og omgivelser: Køligt vejr med stille vind. Gamle huse og enkelte lukkede boder rundt omkring.

Jerome var på sin daglige runde i byen. Han var på sin prægtige, hvide hest, der skinnede igennem i dem mørke aften, og den blændede alle de folk han kom forbi. Men han vidste at folks øjne var rettet imod ham. Det var vrede blikke, der udtrykte jalouxi og dårlige minder fra deres dårlige episoder med andre riddere. De tænkte sikkert på, hvorfor han ville dukke op sådan et lusket og fattigt sted. Men det var skam ikke for at genere folk, men for at hjælpe dem. Han var ordenshåndhæver.
Han stoppede sin hest og så rundt på de folk der stod omkring i krogene. De veg straks et skridt tilbage ind i mørket igen, og det var tydeligt at de frygtede noget. Jerome rynkede bare på panden og satte hesten i skridt videre igennem gaderne, til der endnu blev mennesketomt. For ham var det en stille aften, og selvom han ikke brød sig om at være sådan et sted, havde han det faktisk udemærket.
Lyden af en svag, ældre mand stønne, kunne høres længere væk. Det genlød igennem hele gaden, og en fugl fløj forskrækket væk fra et slidt hustag. Jerome så rundt i forfærdelse, og skyndte sig henad, hvor han syntes at høre den ældre mands stemme.

Jerome steg af hesten og måtte skuffe nogle folk til side for at komme forbi. Til sin overraskelse stod der en kvinde over den gamle mand, og Jerome havde svært ved at tro på, at en så ung pige med et så sødt ansigt skulle have gjort en stakkels mand noget, men sådan så det ud fra hans synsvinkel.
Han tog hånden til munden og rømmede sig. "Hvad foregår der her?!" Sagde han med sin mørke stemme. Folkene trådte væk fra ham, for ikke at stå i vejen. Menneskerne var ikke glade for at komme op at slås med disse riddere, og især ikke fordi at de fleste riddere følte sig højere hævet i rang end dem og tillod sig at jokke på dem. Sådan var Jerome ikke. Han behandlede alle lige, an på om han kendte personerne eller ej. Han gik tættere på Amelia og så på hende med et 'kan-du-så-se-at-komme-af-vejen' blik.

Den smukke pige blev pludselig meget mere irriterende i Jeromes blik, da hun så flabet havde gjort nar ad ham. Det var ikke alle der turde det, og især heller ikke piger. Men som han kunne se, bar hun det han ville kalde, herreklæder, så det forklarede nok hans undren. "Hør her lille pige" Sagde han med et tryk på 'lille' "Jeg er her kun for at hjælpe, ikke for at ødelægge jeres liv. Det er ikke min skyld I er så svage, at i ikke kan passe på jer selv". Han gik hen og steg op på hesten igen. Han så på hendes blik og derefter på den gamle mand der var i smerter. "Jeg fanger den ansvarlige, hvilket er mit job. Men det er ikke ligefrem fordi i hjælper til og fortæller mig hvordan gerningsmanden så ud". Han var parat til at ridde afsted, men var meget afholden, da han gerne ville høre hvad den unge kvinde havde at sige til det.

Han så på hende, ikke med noget særligt muntert blik, før at satte hesten afsted. Det irriterede ham, at hun turde stille sig op imod ham på den måde. Hans arbejde blev slet ikke værdsat, hvilket det burde, uanset hvor mange penge han fik ud af det. Det var lige før Jerome grublede mere over pigen, end den person han faktisk skulle fange. Han vidste ikke engang hvordan denne person så ud, alt han kunne gå efter var, at hvis der var nogen der løb når de så ham, så var det nok denne person der var gerningsmanden. Så dumme var folk nemlig.
Da han var meget hurtigere på hest end hvad et menneske var til fods, indhentede han hurtigt den adelige forbryder. Han mistænkte ham straks, da han slet ikke burde have noget at gøre i denne del af byen, og satte af efter ham. Manden begyndte at løbe da han hørte hans hest og løb ind i en gyde. Jerome red hurtigt efter og gjorde sig klar til at række ud efter hans trøje så han kunne tage fat i ham, men manden skyndte sig at klatre over plankeværket, der blokerede for gyden. Hesten stejlede, for ikke at løbe ind i plankeværket, og Jerome satte den i bak og sprang over plankeværket, let som det så ud. Her indhentede han ham og greb hårdt fat i mandens krave og hev ham, men en stærk arm op at sidde foran sig. "Så stopper legen knægt!"

Jeromes blik skiftede fra at være det alvorlige sure, til at blive forfærdet. Forfærdet over at hun så hurtigt havde dræbt manden lige foran ham. Han smed hurtigt den døde mand fra sig, der endnu sprøjtede lange stråler med blod ud fra sin hals. Han så nu vredt på hende og hoppede ned fra hesten. "Dine trusler virker ikke mod mig. Uanset hvad du finder på at sige nu for at forsvare dig selv, vil ikke kunne redde dig. Jeg bliver nødt til at tage dig med" Sagde han truende og gik imod hende uden at frygte noget. Han havde større fordele end hun, da han var dækket af brynje, handsker og hjelm, plus et skarpt svær der ville kunne dræbe hende, hvorpå at hun ikke kunne gøre så meget med den lille kniv hun stod og truede ham med. Det skræmte ham ikke, og i stedet gik han bare imod hende og greb hendes håndled for at få hende til at tabe våbenet for derefter, at tvinge hende ned på knæ.

I frygt for at hun alligevel skulle få stukket ham på en eller anden måde, skyndte han sig at få fat i hendes andet håndled også. Hans tag var hårdt, for at sikre sig, at hun ikke skulle vride sig fri, under diskutionen. Hun havde jo flotte øjne, der ville kunne manipulere med ham, hvis hun var snedig nok til det, så derfor var han forsigtig. Han var heller ikke sikker på om hun overhovd fortjente at ryge i arresten, da hun på en måde bare henrettede personen før tid, og at det ikke var hendes job at stå for det.
"Jeg kan ikke lide din tone" Sagde Jerome og så vredt på hende, mens han holdt i hendes greb "Og hvad jeg ikke forstår er, hvordan du, en ung pige, er endt som en kold morder... Nu bliver jeg, mod min vilje, nødt til at sætte dit kønne ansigt bag tremmer. Med et sådant ansigt ville du ellers kunne gifte dig til penge..." Da han så på hende, kunne han sagtens se sig selv gift med en kvinde med et så smukt et ansigt, men hendes person skræmte ham lidt. Hvis han var sammen med en kvinde som hende, ville han ikke turde drikke eller spise af den mad hun serverede for ham, og hvordan skulle han dog få lukket et øje om natten uden frygten om, at han måske ikke ville vågne op igen?

"Hov hør nu!" Sagde han fornærmet, da hun ikke ville holde op med at tale grimt til ham. Han var stolt af sit arbejde. Han var der kun for at hjælpe folk og holde kriminaliteten nede. Om han havde flere penge andre, gjorde det ham jo ikke til nogen dårlig person. Han kunne slå hende netop nu, bare for at få banket noget fornuft ind i hende, men han gjorde det dog ikke. Pigen her ha.de tydeligvis altid ment sådan, og det ville nok ikke ændre sig, på grund af et slag, men tværtimod gøre det værre. "Jeg fangede ham, gjorde jeg ikke? Den mand ville højest sandsynligt få endten dødsstraf eller livstid, og du ville have undgået det, hvis ikke du havde skåret halsen over på ham! Det var et unødvendigt drab for dig, det havde intet med dig at gøre!" Han trak hende hen til hesten og fandt nogle håndjern frem, der lå i en af taskerne. Hurtigt klikkede han dem på hendes hænder, så hun nu var fanget.