Nyt emne til min menneske mørbrad

Det var en smuk stjernerig nattehimmel, der buede sig indover den kongelige rosenhave. Luften var kølig, og der var ellers vindstille. Xander, som var kommer dertil på dragevinger, havde planlagt at snige sig igennem haven og videre hen til slottet. Alt hvad han havde med sig var en kniv, men han kom ganske uventet, så han regnede med at have gode chancer for at myrde kongens søn. Alt dette, bare for at advare kongen om, at han havde en fjende.
Ingen nattevagter var til at se i denne del af haven, men dog alligevel, gik han forsigtigt tæt op ad skyggerne, for ikke at blive set.

Amy nynnede stille for sig selv, mens hun slentrede rundt ude i rosenhaven. Hun burde egentlig sove nu, men det var en dejlig nat og hun følte sig slet ikke træt. I stedet var hun gået udenfor i haven for at betragte himlen, og se på blomsterne. Der var intet så smukt som roser i månens lys, det var næsten helt eventyragtigt. Amy var iført en simpel, hvid kjole, det havde været det hurtigste for hende at tage på, når hun nu skulle snige sig udenfor, uden at hendes far bemærkede det.

Som han nærmede sig slottede, måtte Xander stoppe op hurtigt. Hans øjne skimmede kvinden i den hvide kjole. Hun lignede en yngre version af dronningen selv, og eftersom at hun var i rosenhaven, måtte han gå ud fra, at hun var selveste prinsessen. Han stod lidt og blundede over hende, før han begyndte at gå mod hende med kniven parat. Med forsigtige skridt nærmede han sig hende med blikket rettet mod hendes nakke, og med en stærk arm, tog han omkring hende. Grotesk satte han hånden for hendes mund og satte kniven for hendes strube.
"Ikke et ord" Sagde han med en dæmpet stemme.

Da Amy blev grebet bagfra, fik lagt en hånd over munden, og presset en kniv mod halsen, sprang hendes hjerte et slag over, og hun ville nok have skreget, hvis ikke hun havde haft en hånd i vejen. Det var da nok lige en anelse svært at sige et ord, når hun absolut ingenting kunne sige. Med en irriteret forsøgte hun på at rive mandens hænder væk – hvad i alverden foregik der!? Hvis han var en morder eller sådan noget, hun ville ikke pibe, men hun ville heller ikke dø. Besværet forsøgte Amy på at trampe ham over tæerne, men ikke helt heldigt på grund af stillingen.

Xander havde ændret sin plan. Hvorfor vove sig ind på slottet når man bare kunne snuppe prinsessen hjem? han var sikker på at det stadig ville være forfærdeligt for kongen, selvom det ikke var sønnen han havde mistet.
Han kunne mærke at hun rykkede på fødderne, og garanteret for at træde på hans føddet. Desværre for hende, havde han gode sko på. Han fjernede kniven fra hendes hals og løftede hende op over skulderen og så derefter hen mod sin drage, der gemte sig ved muren. Han gav et tegn til at den skulle gøre sig klar til at flyve, og gik den i møde.

Da Amys mund blev fri, skar hun en grimasse og hev vejret ind. Hun blev hevet op på en skulder, og gav sig så til at banke frustreret på mandens ryg. ”Hvad i alverden er der galt med dig, dit store monstrum!?” udbrød hun, og sprællede med benene for at blive fri. Hvis han var ude på at kidnappe hende kunne han godt glemme det, hun ville altid kunne finde hjem, det var hun overbevist om. Og hendes far ville selvfølgelig lede efter hende. ”Slip mig!” råbte hun, med tårer i øjnene, fordi situationen måske ikke lige var så sjov som den lød. Det var ikke fedt det her, og han skulle slippe hende! Hun gav sig irriteret til at banke på hans ryg igen, men knyttede hænder.

Da han mærkede de første slag på sin ryg, gik han med hurtigere skridt hen mod dragen og smed hende´op på ryggen af den og satte sig op på sadlen på den. På sadlen havde han altid ekstra våben, madresourcer og hvad man nu ellers behøvede. Også reb. Han satte hende foran sig og bandt hendes hænder sammen. Han kunne høre at nogle vagter kom løbende lidt længere væk fra, og han tog hurtigt fat i tøjlerne på dragen og lettede. Hurtigt fløj de væk, og han så sig ikke tilbage. Han vidste, at så snart han var i luften, var de i sikkerhed. Han fløj afsted med Amy foran sig, mens de kom højere og højere til vejrs.

”Er du fuldstændig sindssyg? Så slip mig dog!” råbte hun frustreret, og forsøgte på at vride sine hænder fri. Hun kastede et lille blik ned, da dragen lettede, og det svimlede for hendes blik. Måske hun skulle passe på med at vride sig lidt for meget. ”Hvad er der galt med dig?” spurgte hun så, og drejede hovedet, sendte manden et vredt blik. Han havde lige kidnappet en prinsesse, var han klar over hvor mange problemer han var i nu? Han burde vide bedre, han burde også vide at når hendes fars folk en dag fandt ham, var han så meget på røven. Men lige nu ville hun bare have sine hænder fri, så hun kunne kvæle manden der havde kidnappet hende!

"Hold mund, kvinde" Sagde han koldt, og sendte hende et advarende blik, da hun så om på ham. Han holdt stramt om tøjlerne med den ene hånd, men holdt fast om hende med den anden hånd. Der hvor han kom fra, kunne man behandle kvinder som man ville. Kvinder havde ikke et ord at skulle indføres, og de var kun til for at gavne deres mænd. Give dem noget at glæde sig til, når de drog hjem fra kampe og fra jagt.
Han styrede dragen hen mod en flok andre drageryttere, og fløj ind foran dem, uden at de andre brokkede sig. Da fulgte de ham, hvorend han ville hen.

”Gu vil jeg ej holde min mund, når du er i gang med at kidnappe mig,” hvæsede hun irriteret, og ville have slået ham, hvis hun havde haft hænderne fri til det, ”du har intet at skulle sige over mig.” Amy bed tænderne sammen, og betragtede folkene omkring dem på drager. Hun havde ikke været ude at flyve før, det blev betragtet som det bedste at hun gik derhjemme, men det betød ikke at hun var stille bare fordi én eller anden kidnappede idiot sagde det! Lige nu ventede hun bare på at komme ned på to ben, så hun kunne komme væk herfra. ”Kæmpeidiot,” mumlede hun surt, og overvejede stærkt at vende sig om og bide ham.

Xander så surt ud i luften. Han var højere end hende, så det gjorde ham ikke noget, at hun sad foran ham. Han rykkede hende bare tættere ind til brystet, for at se bedre. "At kidnappe dig, er ikke det værste jeg kunne finde på" Svarede han tørt, og syntes selv at hun var billigt sluppet. Hun kunne have mistet livet eller blive sendt ind til de sindsyge eller voldtægtsforbryderne, der var indespærret i de fængsler de havde, hjemme i dæmonriget.
Dragerne fløj hurtigt igennem skyerne, og alle på en lang række med Xander i spidsen, og idet de kom fremad, kunne den tørre og golde jord ses. Den slidte og ikke så nydelige by kom frem, men Xanders soldater virkede spændte på at komme hjem.

Amy udstødte en irriteren brummen, og bevægede sig modvilligt en anelse frem på dragen med benene, så hun slap for at sidde så tæt på manden. ”Så snart vi lander, skal jeg vise dig at jeg heller ikke bare er en lille prinsesse.” Hun havde den mest voldsomme lyst til at kvæle manden, men da hendes hænder ikke var fri, var det ikke helt let. Han var.. argh! Når de landede var han en død mand. Hvad skulle han dog også med hende? ”Hvad skal du overhovedet bruge mig til?” Min far finder dig før eller siden, det er spild af tid det her, det burde du vide hvis du havde bare en smule hjerne. Men det kan jeg så regne ud at du ikke har.”

Xander kunne godt fornemme, at hun var en kvinde med temperement, men efter hans mening skulle de bare tæmmes, ligesom med vilde drager. Han var god til den slags, og kvinder kunne aldrig gøre ham noget.
Han landede som den første og løftede Amy op og trådte ned. Unge lærlinge kom til for at tage imod alle dragerne, og forskellige kvinder gik hen og tog imod mændene. Xander greb fat i Amys arm, og begyndte at trække hende med sig igennem gaden. Nok var han leder af befolkningen, men han havde sit eget hjem. Der var ikke råd på hverken penge, materialer eller arbejdskraft til et slot, og det lå heller ikke i hans interesse at anskaffe sig et.

”Så svar mig dog, dit store kødhoved!” udbrød hun irriteret, og standsede op, for at de ikke skulle gå længere. Hun ville have svar, og hun ville have svar nu. ”Du er simpelthen verdens største jubelidiot! Når du nu absolut skal fjerne mig fra mit hjem, så fortæl mig i det mindste hvad det skal gøre godt for.” Hvis han som meget som rørte hende lidt for hårdt nu, så ville hun bide, og hun ville bide hårdt. Ikke at have hænderne fri hjalp ikke særlig meget, men hun kunne standse, og hun kunne især bide. Hvor som helst der var et ømt sted ville hun sigte efter, sparke kunne hun nok også. Ja, sparke. Det var en god idé. Så fuldstændig ligeglad med sine omgivelser, ventede Amy utålmodigt på svar.

Xander flog døren op til sit hjem og skubbede hende indendøre i et hårdt skub. Der var støvet og gammelt, men huset stod da solidt. Han gik ind og smækkede døren, hvorpå han tog sine læderhandsker og sit bælte af.
"Behøver du at skrige sådan op?" Hvislede han arrigt, og smed det til siden "Og hvorfor du er her, kommer ikke dig ved. I denne del af verdenen, er det mænd der bestemmer, og vi behandler ikke kvinder godt, hvis ikke de tilpasser sig, som vi ønsker det".
Han gik hen med sin kniv, og skar rebbene op, lod rebstykkerne dumpe til gulvet uden at samle op, og gik hen til køkkenet, og åbnede en flaske vin.

”Ja, det gør jeg!” Amy var fuldstændig rasende over hvad der var sket, og dybt ligeglad med hvad han sagde. Hun skulle nok komme hjem, om det så var hendes far der fandt hende, eller idioten her der selv fik hende hjem. Ske, det skulle det bare. Med en irriteret grimasse, trådte hun hen til ham, og gav ham så en lussing. ”Din. Store. Idiot. Få. Mig. Væk. Herfra,” for hvert ord hun sagde, slog hun ham, skulderen, ryggen, brystkassen armen, hun var ligeglad. Hun ville ikke være her, og siden han havde bragt hende herhen, var det også ham der skulle få hende væk. Hun var prinsesse! Hun havde ingenting at lave her! Hun var blevet kidnappet, han kunne lige vove på at røre hende.

Xander tog sig hurtigt til kinden, da hun slog, og nåede ikke at reagere før hun slog ved det sidste ord. Hurtigt greb han fat i begge hendes hænder og væltede hendes ben væk under hende med foden. Han lagde hende ned på gulvet og presset hende hårdt ned og så hende i øjnene.
"Du har ikke noget valg! Hvis ikke du opfører dig som jeg ønsker, så vil jeg mishandle dig!" Truede han vredt. Han slap hende og rejste sig, med sin hånd, der gnubbede sig mod den ømme, og nu røde kind.

”Idiot,” hvæsede hun bare, kom på benene, og børstede støv af sin kjole. Demonstrativt vendte hun ryggen til ham, og lagde armene over kors. Hvis han troede han var noget, så tog han grueligt fejl, hun skulle bare lige finde på en plan der modbeviste ham. ”Er der et spejl på dit badeværelse?” spurgte hun så, foragteligt, og kastede et kort blik over skulderen, meget tilfreds med at han ømmede sig. Hun skulle nok få ramt de lidt ømmere steder senere. Det så ud til at der var god tid. Måske hun endda kunne planlægge en rækkefølge, en lille kampplan. Det burde ikke være så besværligt, det burde faktisk ligefrem være muligt. Måske kunne den indbefatte en flugtplan.

"Hvad skulle jeg dog bruge et spejl til?" Svarede han surt, mens han gik over til døren og låste. Han ville dog ikke bekymre sig om, hvis hun stak af, for han kunne jo hurtigt hoppe på sin drage og følge efter, men efter sådan en lang nat, havde han ikke lyst til mere sjov lige foreløbig.
"Du kan sove i sengen inde på værelset" Sagde han, og henviste med hånden ind til et åben rum ved siden af, hvor der lige knap og nap kunne være en seng. Den så hverken blød eller hård ud, men den var lidt slidt, ligesom med resten af alle møblerne.

Amy hævede et øjenbryn, og kiggede på manden; ”jeg kan komme i tanke om mange ting jeg hellere vil end at sove i din seng. Jeg tror jeg nøjes med at sidde på gulvet i nat.” Hun ville meget hellere sidde på gulvet. Hun var blevet kidnappet, stjålet fra sin familie, og så bad kidnapperen hende bare om at sove!? Var han da en fuldstændig idiot? Demonstrativt dumpede hun ned på gulvet, lænede sig op ad væggen, og sukkede kort. Hvad gjorde man i sådan en situation? Greb man eventuelt vinflasken, og slog den i hovedet på ham? Det var en umulighed. Amy lod tænksomt blikket glide hen på vinflasken, og så på manden. Jo, det var afgjort en mulighed.

Xander rystede på hovedet af hende. Han havde dog, på trods af alle de slag og al den strighed imellem dem, givet hende lov til at sove i hans seng, og så vælger hun at sidde på gulvet. Men fint. Han gik hen og skænkede sig selv et glas, men uden at vide hvilke bagtanker hun havde. Normalt var de fleste kvinder nok stædige, men de var ikke meget for vold. Desuden regnede han hende ikke for andet, end for en lille snobbet prinsesse, der havde levet hele sit liv i luxus og forsigtighed.
"Så tager jeg sengen selv" Mumlede han, mens han nippede til rødvinen. Det var ikke noget god vin, for det havde ingen råd til. Han havde flere gange overvejet at røve guld og værdiggenstande fra andre byer, der lå i nærheden.

”Vidunderligt,” svarede hun blot tørt, og betragtede ham drikke sin rødvin. Hun var overbevist om at hun ville foretrække det derhjemme, frem for hans sjask af noget vin. ”Du er virkelig verdens største idiot,” mumlede hun mens hun kom på benene. Hun strakte sig kort, og kiggede op i loftet. Efter et lille øjeblik sprang hun hurtigt til siden, greb vinflasken og hamrede den ned i hovedet på den fremmede. Hun håbede dybt og inderligt at han ville besvime, eller i det mindste bløde lidt. Flasken var i hvert fald blevet smadret, og hvis han ikke besvimede, ville hun være seriøst på den. Det var selvfølgelig derfor hun havde slået så hårdt som det var hende overhovedet muligt.

Xander tabte sit glas og faldt ned på begge sine knæ af slaget, og måtte tage sig til hovedet. Vinen endte ned på gulvet som en pøl af vin og glasskår. Han råbte arrigt og tog sig til hovedet. Vreden steg ham til hovedet og han kæmpede sig på benene og rettede sig vredt imod hende med begge hænder knyttet. Han fik fat i hendes hår og tvang hende ned på knæ.
"HVAD ER DU UDE PÅ!?" Råbte han hende ind i hovedet "DET HER SLIPPER DU IKKE HELSKINDET FRA". Og i det samme smækkede han hende en lussing.

”Du har kidnappet mig, du er et monster, hvad i alverden forventer du!?” skreg hun da han rev hendes hår tilbage og smækkede hende en lussing. Han var dybt, og fuldstændig sindssyg. Han måtte fejle noget alvorligt, der var ingen anden forklaring på hans opførsel. Han var sindssyg, han burde indlægges eller sådan noget. ”Og slip mig så, din store idiot!” råbte hun vredt, og greb fat i hans håndled, hvor hun borede neglene så dybt ned hun kunne. Det var på ingen måde sjovt at blive revet væk hjemmefra, og hun havde slet ikke tænkt sig bare at sidde og nyde det. Hun ville væk, og han skulle betale dyrt for hans handlinger.

Han spændte i armen for at lindre smerten af hendes skarpe negle, og slap afsted med det, uden at få en lyd fra sig. Han knugede hårdt om hendes hår og tvang hende derved hen til sengen, og smed hende ned på den. Han vendte sig hurtigt fra hende og gik ind i stuen, hvor han fandt reb frem og gik tilbage ind til hende. "Jeg skal lære dig at vise respekt!" Sagde han, og var ikke spor afkølet. Han gik hen og greb fat i hendes hænder og bandt dem stramt sammen. Endnu strammere end før.