Nyt emne til min menneske mørbrad

”Tror du også på julemanden?” spurgte hun blot hånligt, og bed tænderne hårdt sammen, mens hun kæmpede sig op at sidde. Det kunne godt være at han troede at han havde overtaget, men han skulle tro nej, skulle han! Det var slet ikke en mulighed. ”Du står snart med en dødsdom over hovedet, har du virkelig lyst til at skade mig?” spurgte hun så, og hævede et øjenbryn. Hvis hun blev fundet, og han lagde så meget som en hånd på hende, var han så godt som død. Ikke blot livstid i et fængsel, men død. Han blev nødt til at lade hende være, hvis han ville sikre sig sin egen overlevelse.

Han bandt hende til sengen med det samme, og så så på sit værk og bedømte. "Det der burde du ikke kunne bryde igennem" Mumlede han og ignorerede fuldstændigt hendes spydige kommentarer. Så længe han havde vin og glas i håret, ville han ikke give hende noget blid behandling. Han gik fra hende og gik ud i værelset ved siden af, hvor han havde en balje med koldt vand. Han skyllede hovedet og fjernede nogle af skårene. Det eneste der blev ved med at være der, var blodet, der sivede ud som små baner. Han havde fået sig et værre slag af den flaske, og det gjorde ham kun i et frygteligt dårligt humør.

Da manden var gået, forsøgte Amy på at komme fri. Hun forsøgte på at rive sine ben og arme til sig, og da det ikke lykkedes skreg hun frustreret, og sparkede og sprællede alt der var hendes muligt. ”Så lad mig dog gå, din store kraftidiot!” råbte hun, alt hvad hun kunne, og rev fortsat i rebene for at komme fri. Han var sindssyg, det skulle ikke undre hende om han snart slog hende ihjel. Han havde garanteret en stor, dejlig økse, meget velegnet til det. Tanken gav hende kuldegysninger, og hun rystede på hovedet. Hun ville væk, og det nu. Også selvom hendes håndled allerede var helt røde fra anstrengelserne.

Han sukkede da hun begyndte at skrige, men greb bare sløvt ud efter håndklædet og tørrede sit hoved. Han gik så ind til hende igen og kiggede på hende lidt. "Vil du have at jeg skal give dig noget om munden også?" Spurgte han, og vidste, at han bare kunne finde et tørklæde og få den mund lukket. Han havde dog ingen planer om at slå hende ihjel, for han kunne jo altid bruge hende imod majestæten, for han ville med sikkerhed ikke miste sin højtelskede datter. Han var selv træt, havde lyst til at lægge sig og sove, men da Amy lå der og skreg, var det kun bedre at blive oppe.

”Nej, men jeg vil ikke være bundet her, SÅ SLIP MIG FR!” Endnu en gang gav hun sig til at skrige, denne gang dog kun for at irritere ham, den navnløse. Han skulle slippe hende fri, lade hende gå, hun ville ikke have ham her, hun ville ikke være bundet. Han var komplet sindssyg, retarderet på alle tænkelige måder. ”Jeg kan skrige resten af natten, hvis det skal være,” advarede hun, og trak vejret dybt ind, inden hun begyndte at skrige igen: ”slip mig så, dit store, modbydelige, bæst, idiot, slip mig!” Amy gentog blot ordene om og om igen, han skulle fortryde at han havde fanget hende. Jo længere han beholdt hende her, jo værre ville han selv få det.

Xander fjernede ikke blikket fra hende, men krydsede armene og lænede sig op af skillevæggen. Han havde ikke andet at gøre, end at vente til at hun havde været alle samtlige navneord igennem og så var faldet til ro. Han overvejede lidt at efterlade hende til hende sig, og så gå ud og skaffe noget mad til dem. Han gik ikke ud fra at hun spiste så meget, og var næsten sikker på, at hvis han serverede noget, så ville hun hellere sulte.

Da Amy løb tør for luft, skar hun en grimasse, og skulede over mod fyren. ”Jeg hader dig,” brummede hun surt, og lukkede øjnene i. Han var verdens største idiot, hvordan i alverden kunne han bare stå og kigge på? Hvad var der galt med ham!? Det var lige ved at hun ligeså godt bare kunne ligge sig til at sove, og så håbe at hun kunne stikke af inden han stod op – nu havde hun jo altid selv været meget god til at være tidligt oppe. ”Okay, jeg giver op. Hvis du skærer mig fri, så jeg i det mindste kan ligge ordentligt, så skal jeg nok sove,” sukkede hun til sidst, men tilføjede i sit hoved: men jeg har ikke tænkt mig at være her når du selv vågner op igen.

Han kunne ikke holde en lav latter inde, men den var ikke just glædelig "Hvorfor skulle jeg dog hoppe på den?" Han så spydigt på hende, men overvejede nu at give hende den frihed. "Hvis du kan opføre dig pænt resten af natten, så vil jeg lade dig gå frit omkring" Svarede han "Dog under opsyn". Han smilte lidt, men kun lidt. Han kunne stadig mærke smerten fra slaget i hovedet, og han var faktisk blevet temmelig svimmel af det. Han måtte virkelig kæmpe for ikke ar rassere på hende.

”Fordi, du har den mest latterlige, tykke hovedskal jeg nogensinde er stødt på,” brummede hun blot og drejede fornærmet hovedet til den ene side, ”fint, så lad mig gå. Jeg trænger til at sove.” Nu hvor hun ikke havde meget valg, havde hun tænkt sig at sove i hans seng, så måtte han finde en plet på gulvet uden skidt. Hun var stadig dybt rasende på ham, men kidnapningen, at blive bundet, at skrige, at blive slået på: det var ikke ligefrem energiopbyggende. Nu ville hun sove lidt, og så ville hun se hvad hun kunne gøre i morgen. Om ikke andet, så måtte hun sætte sig og tude, indtil han fik nok af hende.

"Godt så, jeg binder dig op nu, men gør du mig vred, så er det slut med at være fri" Sagde han og gik hen for at skære knuderne op. Han skar dem op så det kunne genbruges, og sørgede for at rulle dem sammen og pakke dem ned igen, så hun ikke kunne bruge dem imod ham. Det ville glæde ham hvis hun faldt i søvn, så han selv kunne falde til ro igen. Han hadede at være vred i sit eget hjem. Det var noget andet udenfor landsbyen, hvor han havde en god grund til det.

”Idiot,” mumlede Amy surt, og sparkede sine sko af, hvorefter hun kravlede nedunder tæppet. Hun lagde sig på maven, og stak den ene arm op under puden, og hvilede hovedet derpå. Muggent lukkede hun de brune øjne i, og sukkede dybt. Hendes liv stank, det var dybt elendigt. Hun blev kidnappet, han rev hende i håret, bandt hende fast til alt og alting. Han var ond, og alt hun ville i aften, var at kigge på roser. Var det virkelig så forfærdeligt? Lidt mere ensom end da hun hele tiden gjorde modstand, trak Amy vejret dybt ind, klar til at sove, hvis hun da kunne. Det var ikke sjovt at være kidnappet, hun savnede sit hjem nu.

Han så på hende, mens hun fandt sig til rette, og gik selv ud af det åbne rum, og ind i stuen, hvor han fandt plads på solen og lænede sig ind over bordet. Han blev hurtigt meget træt, og tænkte lidt på, hvordan han skulle holde styr på hende, og samtidigt passe sit job. Hun skabte kun problemer, og derfor måtte han bruge noget hjælp. Måske fra en kvinde, der kunne sætte sig i hendes sted?
Mens han grublede, faldt han langsomt i søvn, og han sov faktisk meget godt, taget i betragtning af, at han sad op.

Da det igen blev morgen, eller måske formiddag, vågnede Amy endelig. Hun ville være vågnet tidligt for at stikke af, men hun havde simpelthen været så udmattet efter alle strabadserne at det havde virket helt umuligt. Hun satte sig op i sengen, og gned de trætte øjne, mens hun smaskede kort. Lige nu var hun ikke helt sikker på hvad der var sket, og kiggede sig forvirret om i lokalet. ”Bleh,” mukkede hun surt, da hun kom i tanke om alt det der var sket om natten. Seriøst, det var en virkelig dårlig joke. Hvor var døren henne? Var den stadig låst? Hun overvejede et øjeblik at forsøge at komme ud, men hvor var ham idioten nu henne?

På daværende tidspunkt, var Xander allerede stået op. Han havde låst døre op, men kun så hans søster kunne komme til. Hans søster var hans ældre tvilling, og hun lignede ham fuldstændigt, bare som en kvindelig figur. Selvom hun var kvinde, havde hun syndlige muskler på hendes bare arme. Hun var en af de få kvinder, der var med mændene ude at jage eller kæmpe, for hun var mere stabil end de fleste.Dog havde hun også nogle feminine sider, og kom af og til og lavede mad til Xander og hende selv. Nu stod hun endnu engang i køkkenet, men lavede mad til tre.

Irriteret, da Amy fik øje på manden, greb hun hovedpuden, og kylede den lige efter ham. ”Jeg vil hjem,” sagde hun stædigt, og kneb de brune øjne sammen, mens hun kiggede efter ham. Han var sindssyg, en sindssyg kidnapper. Og så stod der bare én eller anden kvinde – som lignede ham lidt for meget – og lavede mad stille og roligt. Var hun ligeså sindssyg som ham? Han var.. hun var.. de var sindssyge, og på ingen måde menneskelige. Amy pakkede sig lidt tættere ind i tæppet, og flyttede sig slet ikke. Hun ville have at han skulle føre hende hjem, og det nu. Andet accepterede hun ikke.

Xander så ned på puden, der havde ramt ham på benet, og nu var landet. Det var kun en pude, så det havde ikke gjort skade på nogen måde. Han så hen på hende, og derefter hen på hans søster. "Kan du se hvad jeg mener, Darla?" Spurgte han. Hun skævede bare om på dem, og fortsatte så med madlavningen. "Det er ikke det værste der kunne ske" Svarede hun, og slukkede for ildstedet. Hun kom maden op på tre tallerkener, og begyndte at vaske bradepanden af. Xander fnøs kort og gik så ind til Amy. "Der er mad nu, men hvis du hellere vil sulte, så vil jeg ikke tvinge dig op".

”Jeg foretrækker at sulte, mange tak,” svarede hun blot, og vendte demonstrativt hovedet til dem. Hun havde ikke lyst til at spise noget som helst af det de serverede. Det skulle slet ikke undre hende, om de oven i købet ville forgifte den del af maden som hun skulle spise. ”Jeg spiser ikke mad fra kidnappere og idioter,” sagde hun så, og strøg fingrene igennem det brune hår, for at rede det ud, mens hun kastede et kort blik over på dem. Deres øre var lidt spidse. Seriøst, hvad havde hun dog rodet sig ud i? Alt hun havde gjort var at gå en tur for at kigge på roser. Hvad var der galt i det!?

"Du bliver nok sulten på et tidspunkt" Svarede han og forlod så værelsedelen af lokalet og gik ind og tog sin tallerken. Han ville kun give hende mad for overlevelsens skyld, og ikke for at være venlig. Og det ville kun være fint med ham, at han fik mere at spise. Han satte sig ved bordet overfor Darla og begyndte at spise. "Du kan stortset gøre med hende som du vil. Skrammerne må bare ikke være synlige.." Sagde han, mens han spiste en stor bid mad. Darla, som sad helt sagelig og anstændig, trak lidt på smilebåndet. Hun havde problemer med de fleste kvinder generelt, så derfor kunne det nemt komme til at ske, at de ville komme op i stridigheder. Især hvis hun skulle passe på Amy i en hel dag. "Jeg håber du får jaget noget" Svarede hun bare.

”At sulte betyder netop at man sulter, fordi man ikke spiser når man er sulten,” svarede Amy blot forkasteligt, og lænede sig tilbage i sengen. Her var ikke meget at lave, så hun satte sig til at tælle ting. Seng, madras, pude, tæppe, loft, gulv. Sådan kunne hun fortsætte et lille stykke tid, men til sidst løb hun tør for ting. Så sukkede hun, bankede hovedet opgivende ind i væggen, og fugtede læberne. Måske hun bare skulle banke hovedet ind i væggen, indtil hun besvimede, så hun slap for at være bevidst om hvor hun var, og hvem hun var sammen med. Eller.. teknisk set vidste hun ikke hvem hun var sammen med, hun havde ikke fået noget navn på dem.

Xander spiste op og lod sin mad stå. Han var ikke bekymret for Amy, for hun var i sikre hænder hos hans søster. Darla kunne godt gå hen og være vild, men ellers var der aldrig nogen der kunne slippe væk fra hende. Hun var en bedre jæger, end nogle af de andre mænd i byen. Og det gjalt både dyr og mennesker.
Han begyndte at klæde sig på. Det ville sige, at han tog overtøj, sko og handsker på. Han havde jo stortset sovet ind over bordet med sig dagligdagstøj på. "Jeg smutter nu" Sagde han og kørte blikket forbi Darla og hen til Amy. Han åbnede døren og nåede lige at tilføje det sidste før han gik "Og opfør dig nu ordenligt". Da smækkede døren, og Darla og Amy var alene tilbage.

Da manden var gået, blev Amy siddende i sengen, og kastede så et blik over på kvinden. ”Vil du fortælle mig hvad i alverden der foregår?” spurgte hun opgivende, og hævede et øjenbryn. Hun tvivlede stærkt på at kvinden ville fortælle hende noget, hun var nok i familie med manden, da de lignede hinanden umiskendeligt meget. Og hvis hun mindede bare lidt om ham, ville hendes liv i dag være et mindre helvede. Og hvad så med at hun var prinsesse? Betød det at hun bare var offentligt materiale man kunne kidnappe hvis man ville? De var alle sammen en bunke idioter, der burde tage at anskaffe sig en hjerne.

Darla lo lidt og stillede sin tomme tallerken ovenpå Xanders. "Ved du virkelig ingenting?" Lo hun og rejste sig. Hun gik hen til køkkenet med tingene og begyndte at vaske det af "Latterlige pigebarn". Darla selv, vidste alt hvad der foregik. Hun var bare ikke lige så hemmelighedsfuld som hendes bror.
"Vi demonstrerer imod enevældet, og til det, måtte vi have et gidsel. Endten dig eller også en af dine søskende. Hvem, kan være ligemeget, prinsesse".

Så hun skulle kidnappes på grund af en demonstration? ”Så at jeg er et menneske med følelser, der er blevet fjernet fra sin familie, for at leve sammen med en flok idioter, der ikke bare kan acceptere hvordan tingene er, er fuldstændig ligegyldigt?” spurgte hun, og skar en grimasse. De var simpelthen så dumme, at det gjorde helt ondt indeni. Hun havde simpelthen den vildeste lyst til bare at skrige indtil hun ikke havde mere luft, og så bare besvime. Sove det hele væk, indtil hun blev hentet. Det var også derfor hun pænt bare vente ryggen til kvinden, for at kigge ind i væggen. Den var lidt mere interessant at kigge på, end hun var.

"Fuldstændig korrekt" Svarede un og tørrede af. Det var ikke den store rengørring der blev gjort ud af det, men bestik og tallerkenerne var vigtige. "Alting handler ikke kun om dig. Det her handler om hundredevis af mennesker. Desuden er det jo ikke fordi vi behandler dig dårligt, du skal bare være her". Hun stillede tingene på plads og gik så ind til hende. "Skal du ikke se at få noget ordentligt tøj på?" Hendes blik undersøgte skeptisk den hvide kjole igennem. Selv var hun iklædt bukser, og høje riddestøvler. Hendes tøj var dog stramtsiddende, plus, at hun var nedringet i ryggen.

"Fordi, jeg bliver kidnappet forsøger jeg på at komme væk; det eneste jeg får ud af det, er at din bror river mit hår halvt af og slår mig, jeg ville næppe kalde det at behandle mig ordentligt," svarede hun blot afvisende, og løftede en hånd som tegn på at hun tog fejl, "og desuden har jeg tøj på, det kan du vel nok se." Bare fordi kvinden dér gik i bukser, betød det ikke at Amy ikke måtte have lov at gå i kjole, som hun altid gjorde. Hun var prinsesse, hun gik i kjoler, ikke bukser. Hvad var der dog galt med de her folk? De var sindssyge, skingrende sindssyge hele bundtet.