Nyt emne til min menneske mørbrad

Han så på hende og lød på hendes snak om hendes holdning til den slags. Hun måtte da være dum at svine den slags til foran en, der fandt det normalt. Han så ikke folk på den alder som børn. Det var jo lige netop den alder man skulle gifte sig i? Det var der da intet i vejen for. "Da jeg giftede mig for nogle år siden, var min kone 14" Svarede han lidt sur over den fornærmelse "Der var intet i vejen med hende". Han rejste sig fra bordet og tog deres tomme tallerkener og gik hen i vaskespanden med det.

Da Xander at hans kone havde været fjorten år, fik Amy ligesom sig selv galt i halsen, og måtte hoste et par gange. ”Vidunderligt,” svarede hun sarkastisk og skar en lille grimasse. Han havde haft en søn? Det måtte da være en joke, han kunne ikke have været i seng med en lille pige på fjorten år. Tanken gav Amy en smule kvalme, og hun drejede lidt rundt for at kigge over på Xander. Han var sindssyg. Pludselig var Amy ekstremt glad for hendes egen alder, når han var til små piger – ligefrem havde.. føj, hun ville ikke en gang tænke ordet. Så var hun pludselig meget lykkelig for at falde uden for den kategori han faldt for.

Xander blev helt sur indeni og kæmpede for ikke at vise det. Kunne hun ikke bare prøve at se normalt på det i stedet for at have bræfornemmelser over ham? "Jeg går mig en tur" Sagde han irriteret "Du kan jo... gøre hvad du vil indtil da".
Han gik hen og tog sine sko på, bandt dem og smuttede hurtigt ud. Han han knugede hænder og en utilfreds mine i ansigtet.

Idet døren lukkede sig efter at Xander var gået, slog Amy kort sig selv på siden af hovedet. Mest af alt for sin egen opførsel overfor ham, det var ikke fair, men.. helt ærligt! En fjortenårig pige? Det var jo ondskab. Hun sukkede kort, og gik hen til vasken hvor hun irriteret begyndte at vaske op. Vandet sprøjtede til alle sider, hun havde det næsten fysisk dårligt over at en mand som Xander havde været sammen med en lille pige. Han var jo.. en rigtig mand, det havde bare været en pige. Fy.
Herefter tørrede hun det hele af, og trampede ud for at hente vand til sit bad. Det var på én eller andne måde rart at være i gang, og da hun havde samlet vand, var det dejligt at smide den brune – grimme - kjole og glide ned i det kolde vand, som grundet varmen faktisk ikke var ligeså iskoldt i dag.

Xander gik ned på træningsområdet, hvor hans mænd stadig kæmpede løs som vilde dyr. Han greb en kæp, som var beregnet til kamp, og skyndte sig ned til dem. Han var i dårligt humør, så han havde brug for at brænde energi af, og det gjorde han så ved at træne mod rekrutterne. Han brasede ind midt i en kamp mellem to mænd, og kæmpede mod dem begge. Han var stærk når han var vred, men de andre mænd var to, så det var fair.

Da Amy havde lagt i vandet noget tid, kom hun langsomt op, og tørrede sig så. Hun løftede den brune op, som hun skulle til at tage den på, men skar så en grimasse. Den skulle simpelthen vaskes, ellers ville hun ikke tage den på hendes rene krop igen. Så hun smuttede ud og hentede sin nysyede kjole, så længe hun kun havde den på indendørs, og Xander alligevel ikke var her, var der ikke noget der kunne sige noget til det. Så med en lille skuldertrækning trak hun i kjolen, og gik så kort ud og hentede noget rent vand. Dette brugte hun dog direkte til at bløde den brune kjole op i, sammen med noget rengørende, og overvejede så hvad hun skulle gøre. Hun valgte at lade det stå lidt.

Da solen var rød, og det var begyndt at blive lidt køligt, kom Xander tilbage. Han havde fået nogen slag og var kølet lidt ned igen. Det var den bedste måde han kunne slappe af på, og han var slet ikke sur længere. Faktisk tænkte han slet ikke over det. Han åbnede døren ind til huset og sukkede træt. "Amy, er du hjemme?" Kaldte han og fik så øje på hende. Han gik hen til køkkenet, åbnede skabet og fandt en flaske vin frem, hvor han hældte det op i et glas.

”Ja, jeg er her,” svarede hun, og tog kjolen op ad spanden, hvorefter hun vred den over spanden, og gik hen til Xander. ”Hvor kan jeg hænge den her til tørre?” spurgte hun, og viste ham den brune kjole, som et tegn på at hun ville skifte tilbage til den så snart den var tør – så hans pige-kiggende øjne nok skulle slippe for synet af hende i en kjole der alligevel var alt for fin. Selvom han så ud til at være kommet videre, var det ikke en tanke hun lige sådan kunne slippe. Hun tænkte igen lidt på ham som et dyr, og de hænder der holdt om glasset med vin havde holdt om en lille pige. Brah! Men hun havde ikke tænkt sig at kommentere mere på det.

Han gned træt hånden mod sit ansigt for at vågne lidt. "Ude bagved, der er der en snor" Svarede han og drak lidt af glasset "Solen er ellers ved at gå ned". Han kiggede på hende og på kjolen, og var glad for, at hun var begyndt at lave noget, i stedet for bare at ligge inde på hans seng og klage over at være kidnappet. "Jeg smutter i seng" Sagde han, da han allerede havde tømt glasset, og gik med sløve skridt ind på værelset og lagde sig sløvt på sengen.

”Allerede?” spurgte hun overrasket, og kiggede efter Xander, da han gik hen og lagde sig ned i sengen. Hun fugtede læberne, og gik så ud bagved, hvor hun fandt den snor, hun skulle hænge kjolen op på. Hun gjorde det, og strøg så fingrene tilfreds igennem det brune hår. Hun havde faktisk opnået en hel del i dag, så alt var meget dejligt nu. Da hun kom ind igen, lukkede hun stille døren bag sig, og kiggede ud af et vindue. Den røde himmel udenfor så meget dejlig ud, og hvis ikke det var fordi at snakken før havde gjort hende lidt forskræmt ved de mænd der boede her, var hun nok blevet udenfor. I stedet stod hun nu og døren og overvejede hvad hun skulle gøre af sig selv.

Xander følte sig helt tung, som han lå der og fyldte i hele sengen. Det varede ikke længe før han sov tungt, uden at have taget noget af sit tøj af. Også havde han stadig bælter og sko på, som ellers var noget man i hvert fald skulle have af. Tæppet havde han heller ikke over sig, han havde været alt for træt til at gøre noget ved det overhoved.

Amy bemærkede at Xander var faldet i søvn, og smilede svagt over ham. Hun rystede på hovedet, og holdt en lille latter inde, mens hun gik hen til ham, og trak skoene af hans fødder, og stillede dem under sengen. Herefter trak hun også hans bælte af, og lagde det henne på bordet. Det var begrænset hvor meget hun ville kunne flytte rundt på ham, før han vågnede, så hun stod blot og betragtede ham i et øjeblik. Monster eller ej, så var han stille og rolig når han sov, næsten uskyldig – kun næsten. Amy strøg fingrene igennem det brune hår, og gik så hen for at dække ham med tæppet, så hun også selv kunne ligge sig.

Xander vågnede ikke at at hun sådan puslede om ham. Han havde brugt så mange kræfter at han var faldet i søvn så snart han havde lagt sig. Dog rykkede han sig om på siden idet han havde fået sko og bæltet af og knep de lukkede øjne lidt mere sammen. Han var meget dyrisk når han sov, såvel som når han var vågen.

Amy betragtede Xander med et lille smil, og trak så tæppet over ham. Herefter gik hun om, og trak skoene af, mens hun satte sig på kanten af sengen. I et lille øjeblik overvejede hun at tage kjolen af, for ikke at gøre den beskidt, men droppede hurtigt tanken. I stedet for, kravlede hun ind under kanten af tæppet også, når han sov, var han ikke så slem. Hun frygtede ham ikke en gang, han var ligefrem sød. I et kort øjeblik strøg hun ham over håret, bare for at mærke om det var stridt eller blødt – han var jo lidt dyrisk. Det var overraskende blødt, og fik hende til at bryde ud i et lille smil, inden hun selv lagde sig ned, med ryggen til ham, og lukkede øjnene i for at sove.

Morgenen efter vågnede Xander med Amy inde i sin favn. Han havde tilsyneladende trukket hende til sig, og hun havde åbenbart ikke opdaget noget. Han skulle til at skynde sig at slippe, med så ned i hendes ansigt, som var rettet imod hans bryst. Det var så smuk og sageligt, og det fik ham kun til at få lyst til at blive liggende lidt mere. Det ville i hvert fald være synd og skam at vække hende. Han havde sovet ret godt, og det var på en måde rart at vågne op med en kvinde i favnen for en gang skyld. Også selvom det ikke var hans afdøde kone, men Amy var en god afløser. Hun havde i hvert fald samme bløde krop som Rachel.

Da Amy begyndte at få lidt liv i sig næste morgen, undrede hun sig et øjeblik over om hun var blevet viklet godt ind i tæppet, hun følte at noget holdt om hende. Men da hun åbnede de søvnige øjne, bemærkede hun blot at det ikke var tæppet, og lukkede igen de brune øjne i, og hvilede igen sit hoved ved Xanders bryst. Det tog hende lige et par sekunder, før det gik op for hende at lå hun trykket ind mod Xander, med hans arme om hende. ”Åh gud, undskyld!” udbrød hun så forskrækket, at hun nærmest bare tumlede ud af hans greb, og ned på gulvet med et dump. Hun satte sig hurtigt op med en grimasse, og kiggede på sengen hvor han var. ”Det var ikke med vilje,” skyndte hun sig så at sige, og rakte uskyldigt hænderne op i vejret.

Xander var lige ved at vænne sig fuldstændigt til tanken om at holde om hende, da hun vågnede og var tumlet ud af hans greb. Han satte sig hurtigt op og var parat til at undskylde og forklare, men da hun selv, så åbenlyst troede at det hele var hendes fejl, blev det pludselig mindre pinligt. Dog stadig akavet. "Det går...!" Svarede han helt fortumlet og tog sig til hovedet. Det var næsten før han hellere ville have sagt tak til hende, for at ligge og putte med hende, for det var rart, men det var meget usansynligt, at hun gerne ville den slags i vågen tilstand.

”Xander, virkelig.. undskyld,” svarede hun med en grimasse, og kom på benene. Hun følte sig pludselig ikke videre træt længere, men det havde måske noget med hendes pludselige møde, med det kolde gulv at gøre. ”Jeg ved ikke hvad.. jeg.. undskyld.” Amy havde problemer med at finde de rette ord for det hele, for det hele var lidt forvirrende. Det havde på den ene side været enormt rart at han havde holdt om hende, hans favn havde været varm, helt rar, men.. hun måtte have påtvunget ham hende i søvne, fordi hun frøs eller sådan noget. Han kunne umuligt have holdt om hende frivilligt, og nu følte hun sig pludselig som den onde. Stakkels Xander, monsteret som var overraskende rar at putte ved.

Xander så mere overrsket på hende, da hun virkelig undskyldte sådan. Hun måtte virkelig være forarget over det der lige var sket, og han følte sig helt skyldig. "Det gør ikke noget, prinsesse. Det er min fejl" Skyndte han at sige. Han rejste sig op og gik hende tættere på og så på hende "Du slog dig vel ikke hårdt, gjorde du?". Hun virkede helt kvæsted efter at være faldet ned på gulvet. Det var nu også lidt klodset af hende af reagere så voldsomt, men nu var hun vel også en prinsesse.

”Din fejl? Det må da så absolut være mig der har.. tvunget mig selv på dig, eller sådan noget,” svarede hun med en grimasse, og forberedte sig selv på at han kunne finde på at slå hende eller sådan noget. Det var lige gået så fint i mellem dem, og så ødelagde hun det. Hun måtte have været væk fra mandligt selskab for længe, ellers gav det ikke mening. Stakkels mand, slet ikke til hendes slags, og så endte han alligevel med at holde om ham, det kunne jo udelukkende være mod hans vilje. Amy var for gammel, det havde han selv sagt. ”Jeg, øh, nej, jeg tror at det var chokket,” svarede hun med et lille smil og kiggede på sig selv, hun så ikke skadet ud.

Xander så bekymret på hende, men det var okay. Det var i hvert fald bedre end hvis hun var blevet sur på ham over det. Problemet var bare, at han faktisk nød det. Der var en enderlig følelse af længsel efter hende, og han kunne tydeligere se alt det smukke ved hende end før. Han ville holde om hende, føle sig trøstet, men samtidigt tænke på hende og ikke kun sin afdøde kone.
"Hmm..." Mumlede han lidt, for ikke at sige noget, men alligevel at svare "...Du kan gøre hvad du vil i dag... Jeg tror jeg tager ud efter vildt i dag.."

”Okay,” svarede hun og kiggede kort ned i gulvet, inden hun kiggede op på Xander. Det var da utroligt, skulle det hele nu til at være akavet? Amy smilede kort til ham, og kiggede så rundt i det lille hus: ”hvornår tager du af sted, og.. hvornår er du hjemme igen?” Det var faktisk første gang hun havde kaldt det her lille hus for ’hjemme’, men det var også kun fordi hun var ved at affinde sig med at hun skulle være her i et stykke tid. Hun trippede let på fødderne, og strøg så fingrene igennem håret, inden hun trippede ud på badeværelset, bare lige for at få lidt orden på sig selv.

Xander så sig lidt omkring og luntede ind i det større rum. "Jeg har ikke svar på det, det kommer an på om fangsten går godt eller ej" Svarede han. Han tænkte selv meget på, hvor akavet det egentlig var, også selvom hun var kommet på benene igen. Han havde egentlig slet ikke lyst til at informere kongen om at han havde hans datter, men det ville bare være selvisk. Der var så mange der forventede så meget, nu hvor de havde prinsessen som gidsel.

Da Amy havde sundet sig lidt, alene, trak hun vejret dybt ind og gik tilbage til ham. ”Bliv ikke for længe væk.. okay?” bad hun kort, og kiggede på ham. Nu hvor hun ligesom havde gjort det klart at det var hendes skyld at de havde lagt tæt om natten, var det jo latterligt at benægte at hun ikke mente at der var ét eller andet over Xander. Noget der gjorde at hun i det mindste var glad for hans selskab. At hun gerne ville have ham tættere på end bare den afstand der var imellem dem lige nu, var en anden og mere privat sag.

Xander kiggede lidt længe på hende, da hun havde bedt ham om at komme hurtigt hjem. Det var jo direkte tåbeligt at tage ud efter vildt, og komme hurtigt hjem igen, men han havde nogenlunde fornemmelsen af, at hun mente det, som i, at hun godt kunne lide ham. "Jo..." Svarede han så og smilte helt varmt til hende "jeg skal nok komme hurtigt hjem". Der var noget fantastisk ved denne følelse. Følelsen af at være ønsket. Det var som om at hans gamle, glade jeg blev vækket til live igen.