Nyt emne til min menneske mørbrad

"Du er sluppet billigt" Sagde hun og løftede op i Amys kjole med to fingre, som om det var noget ulækkert. "Du kan jo ikke bevæge dig rundt i det der, du må låne noget tøj fra en anden" Hun tog sin kniv frem fra bæltet, som hun altid gik rundt med, og gjorde sig parakt til at skære den af hende. Srrhssss, lød det, da hun før nogen ville kunne nå at reagere, skar knivbladet igennem kjolen. Hun gjorde det mest for at være ond. Hun kunne ikke lide denne prinsesse på nogen måde. For hende, var hun kun én af dem.

”Er du fuldstændig sindssyg?!” udbrød hun, og samlede tæppet op omkring sig, mens hun stirrede vredt på kvinden, ”jeg har ikke andet tøj, og jeg har ikke tænkt mig at gå i noget af.. jeres.” Det var tydeligt at Amy foragtede de mennesker hun var hos, eller.. måske ikke mennesker. Men sindssyge folk der holdt én som gidsel, selvom man ikke havde gjort noget galt. ”Desuden ville det ikke klæde mig,” sagde hun irriteret, og gav sig til at pille lidt ved tæppet, mens hun stirrede vredt på den kvindelige idiot. Nu var der to idioter hun allerede var stødt på. Idiot kvinde, og idiot mand.

Hun smilte bredt, men bed i læben for ikke at le højt. Hun så tilfredst ned på hendes sure ansigt. "Det kan du blive nødt til nu, for om nogle timer kommer min bror hjem, og så vil han kigge på dig. Selvom der nu ikke er meget værd at se på. Du er alt for spinkel efter min mening" Sagde hun og lagde kniven tilbage i bæltet. Selv var Darla tynd, men hun havde tilfældigvis en stor barn og en stor numse til, der fik hende til at se større ud. Hun gik tilbage ud i køkkenet, med fryd i sine tanker.

Amy sukkede irriteret: ”så giv mig da noget tøj. Men, der er ikke noget galt i at være spinkel, for eksempel sparer det mig nok blandt andet for din brors øjne.” Det var en meget god ting ved det, syntes hun nu selv. Hvis hun slap for at hendes bortfører skulle have lyst til at kigge på hende, blot fordi hun var slank, og ikke havde ligeså store former som hans søster, så hellere end gerne for hende da. Så var hun ligefrem taknemmelig for det. Hvad skulle hun dog også bruge et par store bryster, og et stort bagparti til? Det kom hun da ikke langt med.

Hun lyttede til hende, stadig med et smil, mens hun gik hen og pakkede et bund ud fra sin taske. Hun havde på forhånd taget noget tøj med fra en veninde, som hun kunne få. Xander havde nemlig bedt hende om at tage det med til hende, ganske enkelt fordi at hun ikke burde gå rundt i en hvid kjole. I den landsby de boede i, var der både koldt og beskidt, oveni at en stor del af befolkningen kunne finde på at gå efter hende, hvis de så hende. Alle kvinder i byen, stortset, gik gerne i kjole, men helst i brunlige eller grå farver, for ikke at komme galt afsted.
Darla gik ind til hende, og smed en baigefarvet kjole ind til hende, samt et hvidt forklæde. "Det er dit nye tøj fra nu af".

”Jeg tager ikke forklæde på,” svarede hun koldt, og smed det på sengen, som tegn på at hun ikke havde tænkt sig at bruge det. Hun var prinsesse, hun gik ikke i forklæder. Især ikke når hendes kidnappere krævede det. Hun rejste sig – stadig med tæppet omkring sig - med den kjolen i hånden, og forsvandt derud hvor hun vidste der var badeværelse. Dér smed hun tæppet, og kravlede så i den anden kjole, den brød hun sig slet ikke om. Men hun var også vant til at gå i noget helt andet tøj, så det her var virkelig ikke noget for hende. Hun skar en grimasse, gik ud fra badeværelset, og satte sig i sengen.

"Det kan du blive nødt til, når jeg sætter dig i arbejde" Svarede hun, mens hun så efter hende. Hun havde sådan en forbandet lyst til at sætte hende i arbejde, så hun kunne se hvordan det var at være en almindelig kvinde. "Som tingene er nu, er du ikke prinsesse længere. Du er vores gidsel. Ikke meget bedre end en slave faktisk". Hendes smil var forsvundet, for nu var det begyndt at blive alvor. Flere forkerte kommentarer fra Amys side, og Darla ville gå amok.

”Ligegyldig hvad du siger, ændre det ikke på hvad jeg er, kun din opfattelse af det,” svarede hun irriteret, og gjorde ingen mine til at nærme sig forklædet. Hun havde ikke tænkt sig at løfte en finger for nogle af disse mennesker, de levede her, de kunne selv gøre rent. ”Og jeg er på ingen måde jeres slave,” svarede hun så foragteligt, og hævede et øjenbryn. Hvem troede hun, hun var? Hun var jo på ingen måde bedre end hende, hun var ikke andet end.. en simpel person, en.. dæmon. Jo, det var dét hun var, det passede perfekt på hende. Og på ingen måde ville Amy lade én som hende, bestemme.

Darla så surt på hende og placerede hænderne på siderne. "Hvis ikke du tager det forklæde på, giver jeg dig væk" Sagde hun med en hævet stemme "Og efter ti minutter hos dem, ville du ønske at du ikke havde været så flabet overfor mig. Du kan ligeså godt gøre os lidt nytte, nu hvor du er her. Gør rent, for eksempel! Du skal trods alt leve her, i den næste lange tid!". Hun slog armene ud, og henviste nærmest til hele hytten, der bare var et rodet, støvet hjem. Rengøring var ikke noget man gik op i, med den sum penge hver borger havde. Her var ingen rige.

”Hvis det havde været mit hjem, gerne. Men det er det ikke, så glem det,” Amy satte sig på sengen, og vippede let med fødderne, ”og bare fordi jeg skal være her, betyder det ikke at det er mit hjem. Der er meget stor forskel.” Amy savnede sit hjem. Det sted hvor hendes familie elskede hende. Hendes brors drillerier, hendes fars kram, og hendes mors varme stemme. Her var det bare folk der var sure hele tiden, behandlede hende som skidt. Der var ikke det mindste hjem over dette her. Det her var et fængsel, hun havde ikke set det mindste tegn på kærlighed, eller nogen der i hvert fald holdt af hinanden, så de kunne godt glemme alt om det.

Darla gik hen til hende, og tog hende hårdt i armen. "Godt så!" Sagde hun og løftede hende op fra sengen, stærk som hun var og trak hende tværs gennem rummet og hen til døren, hvor hun trak hende udenfor "For min skyld kan du blive voldtaget af hvem som helst. Jeg vil kun nyde at se på det!". Udenfor stod der en drage i hestestørrelse, også sadlet op. Den havde en mat gul farve, og tilhørte Darla. "OP med dig!" Sagde hun og skubbede hende ind til dragens mave.

”Du er fuldstændig sindssyg, kvinde!” råbte Amy, og rev hende i hovedet med sine negle, for at blive fri. Kvinden var sindssyg, fuldstændig, splitterravende, sindssyg. ”Så sæt mig da op på den forbistrede drage, så kan jeg kaste mig ud og dø, det vil da være til mere nytte for mig selv.” Hvis kvinden satte hende op på den drage havde hun tænkt sig at gøre det. Hun ville hellere dø, end hun gad at gøre hvad kvinden sagde. Og især hellere end hun havde lyst til den trussel som kvinden havde fremsat. Det kunne godt være at Amy var for stædig, til at det kunne være godt, men det var sådan hun var.

Darla veg hovedet væk, da hun blev revet i hovedet. Hun skubbede hende ind mod dragen og to hårdt fat i begge hendes håndled. Hun samlede hendes hænder i den ene hånd, og knyttede næven og slå hende tre gange ind i maven på hende. "ER DU SÅ FÆRDIG NU!" Råbte hun ind i hovedet på hende, gal efter at blive revet i ansigtet. Nok var hun ikke særlig feminin, men man skulle ikke sætte mærker i hendes ansigt. Folk omkring dem kiggede kort, men fortsatte videre, som om de var vant til den slags.

”Rablende sindssyg,” hostede Amy, efter hun var blevet slået i maven. Hun dumpede ned på jorden, satte sig dér, med tårer i øjnene, og havde ikke i sinde at flytte sig igen. Så kunne kvinden skride så langt væk hun overhovedet havde lyst til. Fra nu af ville Amy ikke sige mere, ikke bevæge sig mere. Hun ville sidde her til nogen blev så træt af hende, at de bare valgte at slå hende ihjel. Nu havde de alligevel kidnappet hende, og hun vidste udmærket at man sjældent kom tilbage i live, hvis der blev forhandlet. Hendes far ville måske kunne finde hende, men de var nok alligevel blevet så trætte af hende inden, at de havde slået hende ihjel. Idioter.

Darla så ned på hende med væmmelse i blikket. Hun mærkede efter på sin kind, for at være sikker på, at det ikke blødte. "Du slap billigt" Sagde hun tørt, mens hun så ned på hende. Hun skrabede sandet fra den tørre jordbund hen på hende med skoene, og bakkede tilbage "Gør som der bliver sagt, før jeg bliver vred". Darla var allerede vred, men måtte bare gøre det klart for hende, at hun kunne blive mere vred. Hun bandt dragen til huset igen og åbnede døren. "Rejs dig og gå ind".

I stedet for at gøre som kvinden bad hende om, lagde Amy armene over kors og kiggede ned i jorden. Hun var lige ved at nå det punkt hvor hun ikke gad mere, hvor hun ikke kunne mere. Det var simpelthen uretfærdigt at hun skulle udsættes for alt det her, det var hun på ingen måde skabt til. En enkelt tåre gled ned af hendes kind, og hun skar en grimasse. Hun var blevet banket og behandlet som om hun var ubetydelig. De behandlede hende ikke en gang som et menneske længere. Hun nægtede at sige noget mere, hun ville bare hjem til sin far. Langt, langt hjem.

Darla var ikke svag for piger der græd. Hun så det kun som en svaghed og græd aldrig selv. Hun gik hen og fik hende op at stå og gik ind med hende og satte hende på sengen. "Vær stille" Sagde hun og gik ind i stuen igen og lukkede døren, uden at låse. Hun regnede ikke med at Amy ville være så dum at prøve på noget. Om ikke andet måtte hun bare banke hende så hårdt, at hun ikke ville kunne gå. "Få det tørklæde på, og kom og hjælp mig med rengøringen".

Selvom Amy blev slæbt ind på sengen, rørte hun sig ikke ud af flækken. Hun nægtede simpelthen at hjælpe det kvindemenneske, hun havde banket hende, så hun kunne godt glemme det. Der måtte være en form for retfærdighed i verdenen, og hvis nogen kidnappede én, ville tvinge dem til at arbejde som slaver: så kunne de godt glemme det. Amy trak vejret dybt ind, og strøg noget af det brune hår væk fra ansigtet, og tørrede så tårerne bort. Hvorfor var hun også så stædig? Hun ville ikke give efter, hun nægtede! Det ville være uretfærdigt hvis hun skulle gøre deres beskidte bolig ren. Hun ville ikke give slip på sine standpunkter.

Darla fyldte en spand op med koldt regnvand, blandede det op med lidt sæbe, så det skummede. Hun dybbede kluden, og begyndte at tørre bordet af. Hun kunne ikke høre noget fra Amy og blev sur over det. Hun stillede sig selv det samme spørgsmål. Hvorfor skulle hun være så stædig? Hun kunne ikke lide hende. Kunne hendes bror ikke bare have slæbt kronprinsen hjem? Han var for det første langt mere betydningsfuld, og han ville sikkert være nemmere at håndtere.

Så helt alene lænede Amy sig op ad væggen, og trak benene op til sig. Hun lagde armene om benene og gemte så hovedet ved knæene. Det brune hår gled ned og dækkede ansigtet, mens hun sukkede tungt. Hvad havde hun gjort for at ende i denne situation? Hun mente aldrig at hun havde gjort noget forkert, hun havde faktisk altid været en venlig sjæl. Men det var en lidt anden situation når man blev taget fra sit hjem. ”Få mig væk herfra,” hviskede hun helt stille, og fugtede læberne. Hvis hun ikke snart kom væk – skulle leve med de her mennesker – så ville hun begå selvmord. Så ville hun simpelthen ikke længere.

"Det må du snakke med min bror om" Svarede hun, mens hun gjorde rent alene. Kluden og vandet skulle skiftes ud hele tiden, da der var så beskidt. Hun hældte vand ned på gulvet og begynde at svabe vinen væk fra gulvet. Desværre kunne farven ikke fjernes helt, da træet havde absorberet det til sig. "Sikke et rod du har fået lavet" Mumlede hun surt. Nok var det ikke hendes hjem, men Xanders hjem, men det gjorde hende nu alligevel sur, da træ var dyrt her i landsbyen.

”Hvis ikke han havde taget mig, var det aldrig sket,” mumlede hun bare, og bed i sin underlæbe. Hun var simpelthen så træt af det her, hun havde lyst til at krybe sammen i et musehul og forsvinde helt væk. Hun orkede ikke mere, men hun ville stadig ikke hjælpe. Det nægtede hun, for de fortjente det ikke. Hvis de skulle have kidnappet hende, kunne de i det mindste behandle hende ordentligt, men det kunne de tydeligvis ikke. De var ligesom.. dyr. I hvert fald manden, og han lignede også sådan ét. Han lignede et vildt bæst, og det brød hun sig ikke om. Der var intet rigtigt civiliseret over dem.

Darla fik gjordt det meste rent. Hun havde opgivet at få sat Amy i arbejde, og trængte bare til ro. Hun åbnede vinduerne, i den side der vendte væk fra vinden, for at undgå at der skulle blæse sand og insekter ind. Da fandt hun sig til rette på stolen ved bordet, med en bog hun havde, smækkede benene op på bordet og læste. Hun var en af de heldige der faktisk kunne læse og skrive, modsat så mange andre fra byen. Det var ikke hvad folk gik op i at lære, og man så faktisk kritisk på den slags.

Efter lang tid, sad Amy stadig i sengen. Hun havde efterhånden gennemgået enhver mulig flugtplan i sit hoved, men så længe det voldelige kvindemenneske sad derhenne, var der ikke noget Amy kunne gøre. Hun anede ikke hvad klokken var, hvornår på dagen det var, blot at hun havde siddet der i flere timer – med enkelte mellemrum hvor hun havde været ude på badeværelset. Ellers havde hun intet sagt eller gjort. Hun overvejede stærkt om tæppet mon kunne bruges til at man kunne kvæle sig selv i det, men det virkede for utæt, som om der bare ville komme for meget luft ind til at det virkede. Desværre.

Xander kom indenfor og gjorde sin entre. "Tro det eller ej, men jeg tror jeg udgjorde årets bedste fangst i dag" Sagde han, som det allerførste. Darla der stadig læste, lagde så bogen fra sig og rejste sig. Hun skulle til at svare, men så ned på Xanders pladrede sko. "Du slæber jo alt dit lort med herind!" Vrissede hun vredt "Ud med dig". Xander så forarget på hende "Hvad taler du dog om. Mine støvler er ikke vigtige, vi har mad til flere dage nu!?" Han så irriteret hen på hende, fordi hun koncentrerede sig mere om det rene hus, end om det han syntes, var det vigtige.